I dag har vi brugt alle jordens ressourcer for i år. I dag er nemlig Earth Overshoot Day – den dag på året, hvor menneskehedens forbrug af økologiske ressourcer og tjenester overstiger, hvad Jorden kan regenerere på et år.
Det er tænketanken Global Footprint Network, der hvert år beregner jordens samlede ressourceforbrug, og det har de gjort siden 1971. Deres data viser, at Earth Overshoot Day kommer tidligere og tidligere hvert år, og i år er ingen undtagelse – i år ligger Earth Overshoot Day nemlig en dag tidligere end sidste år.
Hvad værre er, at Danmarks Country Overshoot Day faldt allerede den 16. marts. Det vil sige, at den 16. marts havde vores økologiske fodaftryk oversteget vores lands biokapacitet og naturens reproduktion af ressourcer. Det betyder, at Danmark er et af de første lande i verden, der har opbrugt sine årlige ressourcer. Dette er en alvorlig påmindelse om, at vores ressourceforbrug er uholdbart, og det understreger behovet for handling. Fra både forbrugere, virksomheder og industri.
Men hvad kan virksomhederne gøre?
Optimering af ressourceanvendelse er afgørende. Hvad dette indebærer varierer naturligvis i høj grad fra virksomhed til virksomhed, og kunne inkludere alt fra energistyringssystemer og energieffektivisering af maskiner til vandbesparende teknologier som lavtryksventiler og genbrug af procesvand.
Implementeringen af cirkulære økonomiprincipper kan hjælpe med at reducere affald og bevare ressourcer. Dette kan inkludere design af produkter med henblik på nem genanvendelse, samarbejde med reparationsvirksomheder for at forlænge produktlevetiden, og udvikling af systemer, hvor affaldsmaterialer fra en produktion genanvendes som råmaterialer i en anden. Et eksempel kunne være at indføre en take-back-ordning, hvor brugte produkter returneres og genbruges i produktionen af nye varer.
At sikre, at forsyningskæderne er bæredygtige, er afgørende for at reducere den samlede miljøpåvirkning. Virksomheder kan vælge leverandører, der bruger miljøvenlige materialer, reducere transportafstande ved at købe lokalt, og samarbejde med leverandører for at udvikle mere bæredygtige emballageløsninger. En idé kunne være at indføre et bæredygtighedsprogram for leverandører, hvor de vurderes og belønnes for miljøvenlige praksisser.
Investering i forskning og udvikling af grønne teknologier kan skabe nye muligheder for bæredygtig vækst. Det kan inkludere udvikling af produkter baseret på vedvarende energikilder, som sol- og vindenergi, og anvendelse af biobaserede materialer i produktionen.
At fremme en virksomhedskultur, der prioriterer bæredygtighed, er vigtigt. Dette kan opnås gennem uddannelse og bevidstgørelse blandt medarbejdere, såsom interne workshops, kurser og træningsprogrammer om bæredygtighed, og ved at belønne bæredygtige initiativer og praksisser internt i virksomheden. Man kunne eksempelvis indføre en grøn konkurrence, hvor afdelinger konkurrerer om at reducere deres miljøaftryk mest muligt.
Som virksomhed er I sikkert allerede i gang med bæredygtighedsarbejdet – eller i hvert fald i overvejelser om, hvad og hvordan I skal bære jer ad. Earth Overshoot Day er en påmindelse om, at vi står over for en kritisk udfordring, men er også en opfordring til handling. Og danske virksomheder har muligheden og ansvaret for at tage føringen i denne nødvendige omstilling med vores høje teknologiske og innovationsmæssige niveau. Ikke mindst kan arbejdet med bæredygtighed komme virksomhedens bundlinje til gode – alt imens virksomheden bidrager til at skubbe Earth Overshoot Day i den rigtige retning.
Illustration: Global Footprint Network 2024, www.overshootday.org