Forbedrer eller forværrer miljøkompensationsordninger vores miljø og biodiversitet?

En del af omstillingen til et mere bæredygtigt samfund involverer håndteringen af miljøet og den påvirkning, vores aktiviteter har på det. En ofte omtalt løsning på vores påvirkning er at kompensere. Miljøkompensationer kan da også virke som en effektiv og let løsning på virksomheders individuelle påvirkninger. Men er de det? Ikke nødvendigvis. Her er 3 eksempler på hvorfor.

To af verdens mest presserende miljøproblemer, som har brug for at blive adresseret her og nu, er klimakrisen og biodiversitetskrisen. Men vores påvirkning på begge områder er enorm.

At afværge disse to kriser kræver en fælles indsats fra alle dele af samfundet. Det inkluderer altså også virksomheder. En løsning som er udviklet til det formål er kompensationsordninger. En kompensationsordning kan beskrives som en investering, som garanterer (mere eller mindre pålideligt) at bruge disse penge til at forskubbe miljøpåvirkninger, så CO2 eksempelvis lagres i biomasse et andet sted end atmosfæren, eller at områder beskyttes mod fældning eller udnyttelse.

En af de smarte ting for en virksomhed ved en kompensationsordning er, at den let kan videreføres til virksomhedens aftagere og produkternes brugere. Det ser vi for eksempel med flybilletter, hvor CO2-kompensation kan tilkøbes. På den måde har brugerne en følelse af, at virksomheden er pålidelig, klima- og miljøbevidst og gør en indsats – til trods for at disse ordninger er valgfrie for kunden. Kompensationsordninger forhandles derudover ofte i form af ”kreditter”, som opgøres til enheder, eksempelvis 600 kroner = et ton CO2-ækvivalenter.

Men kompensation er ikke nødvendigvis en ubetinget god løsning på alle miljøudfordringer. Især i et mere helhedsorienteret perspektiv kan de være problematiske, til trods for goderne for enkeltvirksomheder.

I denne artikel kaster vi lys over tre centrale problematikker med kompensationsordninger. Kreditter og kompensationer har nemlig været brugt vidt og bredt som en delløsning på klimakrisen. Hvad er egentligt op og ned? Er kreditter helt ubrugelige, eller har de trods en berettigelse i virksomheders arbejde med klima og miljø?

Problem 1: Kulstoffet fikseres – men hvor længe?

En type af kompensationsordninger, som mange kender til, er klimakompensationsordninger. Her investerer virksomheder i eksempelvis beskyttelse eller udplantning af skov, som kan fiksere kulstof. Formålet er at reducere det endelige klimaaftryk af virksomhedens operationer. Ved at kompensere sig til en balance mellem lagret kulstof og emissioner bliver der skabt en løsning, hvor nogle drivhusgasser udledes fra emissionskilden til atmosfæren, mens andre fikseres – ofte i det globale syd.

Dog garanterer denne type kompensationsordning kun, at der bliver lagret kulstof – ikke hvor længe, det forbliver lagret.

Der findes forskellige muligheder for lagring, hvor nogle er mere udbredte end andre. Den mest almindelige løsning er at fange kulstof i planter, hvor det gemmes i plantemateriale, kaldet biomasse. Ofte anvendes træer, da disse har lang levetid og kan lagre meget kulstof. Der er også mere eksperimentelle og moderne løsninger såsom ”Carbon Capture and Storage” (CCS), hvor kulstof (Carbon) indfanges og lagres i depoter i undergrunden.

Da det lagrede kulstof har til formål at opveje for udledte drivhusgasser, gælder det om at bevare biomassen så længe som muligt. Det er derfor vigtigt, for at tjene formålet, at biomassen ikke bruges til at generere energi eller på anden måde frigiver kulstoffet til atmosfæren.

De landområder, hvor kompensationsordningerne lagrer kulstof, bør derfor enten beskyttes med henblik på at bevare naturlige økosystemer eller kun skoves med henblik på at biomassen skal bruges til formål med lang levetid (eksempelvis møbler, bygninger eller lignene).

Problem 2: Biodiversitet kan ikke skæres over én kam

En anden miljøkompensationsproblematik angår biodiversitet. Biodiversitet er et forholdsvist løst begreb med en lang række forskellige underdefinitioner. Overordnet er det dog et begreb, der bruges til at beskrive den rigdom, der er i naturen på forskellige niveauer – både i forhold til genetik og arter.

Når landområder bruges til produktion, fratages muligheden for at lade disse områder udvikle sig naturligt og understøtte rig biodiversitet og arters trivsel. På den måde forringes biodiversiteten. Tanken bag en miljøkompensation med fokus på biodiversitet er, at når et områdes biodiversitet ødelægges, skal et andet område samtidig beskyttes og dermed bevare biodiversitet.

Problemet med denne tilgang er, at den antager, at al biodiversitet er lige meget værd. Eksempelvis, at der kan sættes lighedstegn mellem en kvadratmeter dansk overdrev eller hede, indonesisk regnskov, nordamerikansk prærie eller kenyansk savanne.

Det kan sagtens være, at en stor den af verdens biodiversitet bevares i nogle bestemte regioner med denne tilgang, men biodiversiteten bliver måske samtidig efterladt utrolig fattig. Biodiversitetskompensation bør derfor benyttes med varsomhed, og med bevidsthed om hvor og hvilken natur, der kompenseres med og for.

Problem 3: Den økonomiske magt

En sidste problematik, vi vil fremhæve i denne klumme, som gør sig gældende for alle kompensationsordninger, er brugen af økonomisk magt til direkte at styre arealer og naturressourcer i fjerne regioner. Problematikken falder under begrebet ”land grabbing”. Ved at diktere hvordan lokalbefolkninger bør eller skal anvende deres lokalområder, fratages de muligheden for selvstyre og -bestemmelse. Det udgør et demokratisk problem.

Omvendt kan kompensationsordninger som økonomisk kraft dog bruges til at støtte lokale tiltag og initiativer, som bidrager positivt til formålet, som kompensationsordningen sigter efter. Det kunne for eksempel etableringen af lokale skovlandbrug eller beskyttelse af vigtige, lokale naturområder.

Efter at have præsenteret disse tre problemfelter kan man sidde tilbage med det indtryk, at kompensationsordninger er mere problematiske end deres brug berettiger. Men så sort og hvidt er det ikke.

At kompensationer på vegne af miljøet og naturen er skidt, udgør selvfølgelig ikke det fulde billede. Der er adskillige positive effekter ved miljøkompensationsordninger, og de har absolut deres berettigelse. Denne adventsklumme tjener derimod som en påmindelse om at være forsigtig med brugen af kompensationsordninger, idet de kan være fejlbehæftede. Og husk altid at kigge på bedre, mere lokale løsninger for hver given virksomhed og situation, end blot at bruge kompensationerne som et nemt quickfix.

---

Indlægget udgives i samarbejde med bestyrelsesnetværket AROS BOARD og den digitale platform for dataanalyse og business intelligence-løsninger, Solitwork. AROS BOARD og Solitwork dykker hver tredje uge ned i et aktuelt ESG-emne i en faglig artikel, der udgives til gode for AROS BOARDS netværk. Gennem vores gode partnerskab med Solitwork bidrager vi med faglige indsigter og gode råd fra vores erfarne rådgivere.